Vi shopper mere og mere på nettet, og mange af os forventer ligefrem, at vores yndlingstøj og favoritgadgets kan klikkes hjem online. Derfor kan det formentlig betale sig for din forretning at investere i en webshop, hvis du ønsker at sælge produkter eller ydelser online. Men hvordan kommer man nu lige i gang? Og hvilke ting skal du have styr på, inden du kaster dig ud i projektet? Læs med her og bliv klogere på opstart af egen webshop.
Når du beslutter dig for at starte en webshop, skal du først og fremmest afklare, hvilket program du ønsker at bruge i forbindelse med dit website. Der findes forskellige CMS-programmer til formålet, og du kan f.eks. vælge mellem systemer som Magento, Prestashop eller Woocommerce til WordPress. Dit CMS-program sikrer dig, at du kan opdatere og ændre din hjemmeside, når du ønsker det. Alt afhængigt af hvad din webshop skal kunne, er der flere forskellige muligheder.
Som med alle andre hjemmesider er din webshops design naturligvis vigtig. Et lækkert design og et fedt layout gør din hjemmeside fængende og brugervenlig at surfe rundt på. Derudover skal du være særligt opmærksom på farver og billeder, da dine besøgende vil være mere tilbøjelig til at købe, hvis du har produktbilleder og tekster i høj kvalitet. Når man køber en vare på nettet, køber man det, man ser på billedet, og jo flottere dine produkter fremstår, desto større sandsynlighed er der for, at de bliver klikket hjem. Derudover bør webshoppens tema i form af layout, farver og former ligeledes komplimentere produkterne. De fleste CMS’ere tilbyder gratis temaer og designs, og hos flere hostingudbydere er det tilmed muligt at købe billige webshopdesigns sammen med webhotel, domæne osv.
Afhængigt af din forretnings størrelse og mængden af bestillinger kan du alliere dig med et fragtfirma, når varerne skal sendes af sted til dine kunder. Her kan du f.eks. starte et samarbejde med GLS, Post Danmark, DPD eller en helt fjerede fragtmand. Fordelen ved at alliere sig med et fragtfirma er, at dine forsendelser kan spores, og at det betaler sig i længden, hvis du får en god håndfuld bestillinger hver dag.
Er din virksomhed nystartet med et begrænset antal ordrer, er det dog en forholdsvis dyr løsning at betale et firma for at levere dine pakker. Her kan du i stedet sende dine varer som standardbreve, hvilket dog fjerner muligheden for at spore pakkerne.
En webshop kræver naturligvis et betalingssystem. I Danmark har NETS monopol på dankort, og derfor kommer du ikke uden om dem, når du skal have din betalingsgateway stablet på benene, hvis du ønsker at tage imod ”rene” Dankort. VISA/Dankort er der mere frihed ift. at vælge – fx Clearhaus. Af betalingsgateways kan nævnes Quickpay, ePay, Wannafind og mange flere.
Hos nogle websiteudbydere kan du få en hosted webshop med et betalingssystem udviklet af din udbyder. Der kan altså være penge at hente, hvis du vælger at få din webshop hosted hos et firma, der samtidig har deres egen betalingsgateway.